Tre elever sidder fokuseret og arbejder ved borde

Fastholdelse og fremme af trivsel 7.-9. klasse

Vores arbejde for trivsel og håndtering af eventuelle problemer foregår via nedenstående punkter:

Klassemøder

Klasselæreren holder et ugentligt klassemøde, hvor der sættes fokus på klassens generelle trivsel, men der er også plads til at italesætte de mere specifikke problemer eller bekymringer, der måtte være. Klassemøderne er en naturlig fortsættelse af de klassemøder, eleverne har haft på mellemtrinnet.

Lektiecafe

Her er der mulighed for lærervejledning i forbindelse med lektielæsningen.

Elevsamtaler

Læreren sørger for individuelle samtaler med hver elev, hvor læreren vil spørge ind til den enkeltes personlige trivsel. Elever har desuden mulighed for at tale med deres lærer om bekymringer eller andet, uden at det skal tages op i klassen.

Skole-hjem-samtaler

I udskolingsteamet arbejder vi med port folie samtaler, hvor eleven fremlægger sit arbejde for forældre og lærere. Port foliesamtalerne tager sit udgangspunkt i elevernes selvevaluering. Samtalerne er et vigtigt element i elevernes læringsproces og styrker deres kompetencer inden for selvevaluering og målstyring. Port foliesamtalerne er forpligtende for eleverne, der selv skal sætte samtalen i gang og arbejde frem imod samtalen i løbet af skoleåret. På den måde bliver forældrene også inddraget i elevernes læring. Med udgangspunkt i samtalen formuleres der i fællesskab nogle faglige og personlige mål, som eleven skal arbejde med. Læreren giver løbende feedback i forhold til de aftalte mål.

Trivselsundersøgelse

Alle elever deltager en gang om året i en større trivselsundersøgelse, også kaldet undervisningsmiljøvurdering. Undersøgelsen består af et spørgeskema, som er udarbejdet i samarbejde med DEFGO. Undersøgelsens resultater bearbejdes og en eventuel handleplan iværksættes.

AKT-medarbejder

AKT-medarbejderne (adfærd, kontakt og trivsel) igangsætter klassemøder, inspirerer til metoder eller går ind i specifikke problematikker, og de fungerer som vejledere for elever, forældre og/eller lærere.

Trivselsdag

En gang om året har vi Trivselsdag på skolen. Denne dag er der i stedet for normalt skema sat særlig fokus på trivsel. Aktiviteterne varierer bredt fra arbejde med klasseværelsets indretning til venskabsportrætter, teambuilding øvelser og meget andet.

Rejser, ture, emneuge, fester, teateraftener, forældremorgenmad

Vi har desuden en lang række sociale begivenheder i løbet af året, som er vigtige i forhold til elevernes trivsel. Trivslen er ikke overskriften ved disse arrangementer, men bliver automatisk katalysator for den gode trivsel ved på sin indirekte måde at bryde de traditionelle mønstre fra klasseværelset og byde på nye muligheder og venskaber under hyggelige former. I 7. klasse afholdes lejrskolen inden for Danmarks grænser. I 8. klasse deltager eleverne i en sprogrejse. For 8. og 9. klasse er der juletur til Lübeck sammen med international afdeling. I 9. klasse er der dannelsesrejse til Rom.

 

Den seneste undervisningsmiljøvurdering for 4. - 9. klasse på Rygaards Skole kan hentes under dokumenter.