Group of children with their hands in the air

Assumptionens Pædagogik

Assumptionens Pædagogik på Rygaards Skole

Rygaards Skole blev grundlagt af Assumptionssøstrene i 1909.

Marie Eugenie Milleret de Brou (1817 – 1898) er stifter af Assumptionssøstrene. Hun levede i Frankrig i en tid, der - lige som i dag - var præget af individualisme, materialisme og vold. Hun blev overbevist om, at det primært er gennem uddannelse, man kan forandre et samfund.

Denne overbevisning formulerede hun i Assumptionens filosofi om uddannelse, som er grundet på et kristent menneskesyn, som har rødder i et universelt værdigrundlag, og som stræber efter at maksimere enhver elevs potentiale.

Marie Eugenies filosofi beskriver en meget positiv og dynamisk måde at dyrke alt det fine og gode, som findes i et hvert barn, og hendes menneskesyn tager udgangspunkt i det hele menneske.

Hun havde et meget fremsynet perspektiv på tilværelsen, hun var ikke bange for at afprøve nye metoder, og hendes horisont var uden grænser og omfattede hele verden.

I dag findes der i hundredvis af Assumptionsskoler i 34 lande, fordelt på 3 verdensdele, og Rygaards Skole er en af dem.

Hvad betyder dette for os på Rygaards Skole?

Gud skabte hver enkelt af os i sit billede som brødre og søstre i en stor familie"
Rygaards Skoles værdigrundlag

I praksis

  • Derfor har alle mennesker samme værdi uanset alder, køn, race eller religion
  • Alle har krav på den samme respekt, uanset hvilken rolle han/hun har på skolen. Dette afspejler sig i måden, vi behandler hinanden på og måden, vi taler til hinanden på.
  • Vi ønsker at fremme positivt sprog i alle relationer, også i spørgsmål om adfærd.
...
Gud har skabt os alle som helt unikke skabninger
Marie Eugenie

I praksis

  • Skolens elever skal kunne udfolde sig kreativt, tænke i alternative baner og gå nye veje. Vi skal være åbne for mange forskellige måder at løse en opgave på og give plads til, at eleverne lærer af både de vellykkede og de mislykkede eksperimenter.
  • Vi lærer eleverne, at de alle er værdifulde, og at vi alle har forskellige kompetencer, som vi kan bidrage med til fælles bedste. Vi lærer børnene at værdsætte hinanden og at være tolerante over for andre med anden kulturel baggrund eller anden meningsopfattelse.
...
Gud har en plan og et formål med os alle. Vi har hver især fået særlige evner og talenter, som skal hjælpe os til personlig udvikling og virke til glæde for samfundet.
Marie Eugenie

I praksis

  • Vi tror på at alle elever har et potentiale, og vi gør vores bedste for at udvikle det.
  • Vi sørger for en varieret og bred læseplan, og vi monitorerer elevernes fremskridt gennem læseplanen, idet vi anerkender den enkeltes resultater og hjælper dem med deres udfordringer.
  • Vi sigter mod at give eleverne en god selvopfattelse, en høj grad af selvagtelse og en mening med livet. Ved at vise eleverne, at vi tror på dem, vil deres tro på sig selv vokse.
  • Vi hjælper eleverne med at finde deres specielle evner og talenter, og vi skaber mulighed for at de kan udvikle deres potentiale bedst muligt.
  • I gruppearbejde tildeles alle elever en opgave, så alle føler sig som en del af gruppen. Teamarbejde virker motiverende og giver mulighed for at udvikle lederegenskaber.
  • I vore samlinger, til morgensang og i timerne sætter vi fokus på de enkelte temaer fra vores værdigrundlag. Dette fokus på de enkelte værdier danner grobund for personlig udvikling.
...
Guds ord fortæller os, hvordan vi skal leve sammen i et fællesskab i kærlighed og fred.
Marie Eugenie

I praksis

  • Gensidig kærlighed gennemsyrer alt, hvad vi er og gør. Derfor er Trivselsreglerne forfattet i korthed, da de alle er omfattet af budet: ”Elsk din næste som dig selv”
  • Lærerne er rollemodeller. De udviser retfærdighed og favoriserer ikke.
  • Vi lærer eleverne at tænke på andre og på fællesskabet før de tænker på dem selv. Det indebærer at sætte klassens og skolens behov over ens egne.
  • Vi opmuntrer eleverne til at se det bedste i den enkelte og at finde frem til fælles løsninger, når uenighed opstår. Vi giver eleverne redskaber til konfliktløsning, og vi opmuntrer til tålmodighed og tilgivelse.
  • Vi holder fast i en række traditioner og ceremonier, der styrker skolens fællesskab.
  • Hvert år samles vi på skolens fødselsdag, til høstgudstjenesten, motionsløb, FN-dag, advent, Luciadag, jul, påske og pinse, fastelavn, temauger, fordybelsesdage, katolske lege, årsafslutninger, translokation og selvfølgelig til Marie Eugenie-dagen.
  • Vi fejrer messer, holder gudstjenester og foretager andre økumeniske kirkelige handlinger.
  • Vi opfører skolekomedier, revyer, dramaforestillinger, koncerter, og vi tager på ture, ekskursioner og lejrskoler.
...
Guds skaberværk fortsætter gennem os og vore hænders arbejde. På denne måde er vi ansvarlige for alt det skabte.
Marie Eugenie

I praksis

  • Vi lærer eleverne at være miljøbevidste og passe på naturen omkring os, både på skolen og hjemme. For eksempel indsamler vi brugt papir til genbrug og minder eleverne om at aflevere det på rette sted. Vi opfordrer også til at huske at slukke lyset efter sig og være bevidste omkring forbrug af papir og andre resurser.
  • Vi inviterer oplægsholdere til at lære eleverne bevidsthed og ansvarlighed over for miljøet.
  • På denne måde lærer vi eleverne at være bevidste om deres rolle i samfundet nu og i fremtiden og at tage ansvar for de resurser, de selv anvender.
...
Set i det store perspektiv påtager vi os vores ansvar for at bidrage til en bedre verden for alle.
Marie Eugenie

 

Assumptionens pædagogik på Rygaards Skole

I praksis

  • Vi opøver eleverne i ”medborgerskab”, dvs. til at blive aktive medspillere i det omgivende samfund. (Fx lærer de yngste elever at være ansvarlige ordensdukse, og de ældre får mulighed for at repræsentere deres klasse i Elevrådet). Vi lærer eleverne at have blik for andres behov.
  • Vi opfordrer eleverne til at vise karakterstyrke og tage ansvar for sig selv og egne handlinger, så de kan hæve sig over de negative påvirkninger, de udsættes for fra omgivelserne, samt at de kan påvirke andre i den rigtige retning.
  • Vi opmuntrer eleverne til at tænke på nødstedte mennesker, som er mindre privilegerede end dem selv. Vi samler hvert år penge ind ved en aktion i fastetiden. Pengene går til en Assumptions Skole, der har stort behov for bidrag, fx i Afrika.
...

 

Konklusion

Med baggrund i det ovennævnte sigter vi mod at lære eleverne at være glade for hver dag, og at eleverne ser deres egen specielle andel i fællesskabet. Dette vil give dem en indre glæde og en mening med livet, som Gud har villet det. Dette er vort mål, når vi sender eleverne fra vores Assumptionsskole ud i verden. Vi håber på denne måde at kunne sprede Guds kærlighed, fred og glæde ud til hele jordens befolkning.

”At uddanne og opdrage betyder altid at tillade det gode, der findes i alle mennesker, at komme frem i lyset, så det kan folde sig ud og blomstre.”
Marie Eugenie