Formålsparagraf

På Rygaards Skole skal eleverne i frihed udvikle deres potentialer til gavn for den enkelte og fællesskabet

Rygaards Skole bygger hele sit virke på det katolsk-kristne livs- og menneskesyn. Som sit særlige kendetegn har skolen som formål at skabe et værdibaseret skolemiljø inspireret af Assumptionsordenen, hvor Evangeliets ånd af frihed og kærlighed gennemtrænger hele skolens hverdag.

På Rygaards Skole skabes rammerne for, at den enkeltes indsigt i kristendommen vokser, og at den enkeltes tro afklares og modnes.

Rygaards Skole har som særlig mission at modtage elever fra forskellige kulturer og religioner, og ønsker derfor i respekt for den enkeltes overbevisning at fremme en økumenisk og inter-religiøs dialog, der bliver berigende for alle.

Rygaards Skole ser det som sin opgave i samarbejde med forældrene at formidle en undervisning, der også ud over skoletiden tilstræber at styrke elevernes selvtillid, forståelse for ligeværd og alsidige personlige udvikling. På grundlag af dansk skolelovgivning formidler Rygaards Skole grundige kundskaber, tidssvarende arbejdsmetoder og en etisk bevidsthed.

På Rygaards Skole skal eleverne i frihed udvikle deres potentialer til gavn for den enkelte og fællesskabet. Det er således en del af skolens målsætning at styrke elevernes forståelse for det medmenneskelige ansvar og den gensidige respekt for andre – såvel på det nære som på det globale plan.

Derudover er det skolens formål at drive privat grundskole efter de til enhver tid gældende love og andre regler for friskoler og private grundskoler, m.v.

Skolen skal give en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Skolen skal forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.